FORLØB PÅ CAFE KOX
Vi samarbejder med Brønderslev Kommune om arbejdsmarkedsrettede forløb i CAFE KOX målrettet borgere tilknyttet kommunens beskæftigelsesafdeling.
Alle forløb er individuelle og tilrettelægges med den enkelte i samarbejde med rådgiver og socialfaglig medarbejder Katrine Grimm til et opstartsmøde.
Forløbene tager udgangspunkt i praksisnær læring og man har mulighed for at prøve flere forskellige arbejdsområder af, når man er i forløb på CAFE KOX.
Vi evaluerer løbende på forløbet i samarbejde med rådgiver og afholder ligeledes individuelle samtaler løbende med borgeren for at sikre et højt udbytte af forløbet.
De fire arbejdsområder man kan prøve kræfter med hos CAFE KOX er:
- Det varme køkken
- Det kolde køkken
- Handyteamet
- Tjener og baristateamet
Du kan læse mere om værkstederne nedenfor.
Vil du vide mere?
Hvis du er interesseret i at komme i et forløb på CAFE KOX, skal du tage fat i din rådgiver fra kommunen som kan være behjælpelig med den videre proces.
Vi glæder os til at tage imod dig!
Det varme køkken
Medarbejderne i Det varme køkken står for forberedelse og tilberedning af den varme mad der serveres på CAFE KOX.
Her oparbejdes færdigheder inden for køkkenfaget og man lærer at håndtere fødevarer efter Sundhedsstyrelsens forskrifter, følge opskrifter og være med i processen omkring det varme mad.

Det kolde køkken
Det kolde køkken tilbereder de kolde retter på CAFE KOX - Herunder salater, sandwich og tapas.
Hvis man arbejder med opgaver i det kolde køkken, oparbejdes færdigheder inden for køkken- og delikatessefaget og man får et indblik i, hvordan vi har fokus på en pæn og indbydende præsentation af vores retter.
Handyteamet
Handyteamet har ansvaret for at CAFE KOX altid tager sig ren og pæn ud. Her oparbejdes færdigheder inden for service- og rengøringsfaget og opgaverne kan være alt fra at tørre borde af, feje blade og ordne krukker, ordne opvask osv.


Tjener og barista-teamet
Tjener og barista-teamet er værter for kunder på CAFE KOX. De tager imod bestillinger, serverer maden og laver lækre varme og kolde drikke i vores kaffebar.
Her oparbejdes færdigheder inden for kundeservice, servering og håndtering af forskellige maskiner ved vores barista station.
"Når jeg går hjem fra Huset KOX, så synes jeg, at jeg har haft nogle små successer i løbet af dagen, selvom det ikke er mange timer, jeg har været der. Så har jeg alligevel fået udrettet noget."
Lisbeth, socialøkonomisk medarbejder





